Oplev Ford

Oplev Ford

Oplev Ford

Ford Mustang 1967 i LEGO

Der kommer noget for både bil- og samlenørderne, når den ikoniske Ford Mustang fra 1967 lander på butikshylderne som et autentisk LEGO Creator Expert-byggesæt.

Den splinternye Creator Expert-samlemodel bygger på en Ford Mustang Fastback fra 1967 og er udviklet i et partnerskab mellem Ford og LEGO® Group. Resultatet er en fornem blanding af amerikansk og dansk design bestående af hele 1470 klodser, der byder på det klassiske ponylogo, funktionelt styretøj, mørkeblåt karosseri, hvide fartstriber, forhøjet kølerhjelm, trykt Mustang-tekst på frontgrillen, GT-emblemer og 5-egede fælge med racingdæk.

Mustang-modellen måler over 10 cm i højden, 34 cm i længden og 14 cm i bredden og giver LEGO-entusiaster enestående mulighed for at sætte deres eget præg på det amerikanske ikon med en bred vifte af sportstilføjelser, der tæller en turbolader, bagspoiler, frontspoiler, kraftige udstødningsrør og en NOx-tank.

“Få biler i verden er lige så genkendelige som Ford Mustang. Det er fantastisk at se vores ikoniske bils design og arv komme til sin ret i dette LEGO-sæt,” siger Roelant de Waard, topchef hos Ford Europa.

Den autentiske replikamodel kan også opbevare mindre genstande i bagagerummet og gemmer på en detaljeret gengivelse af 1967-modellens 6,4-liters V8-motor med både batteri, slanger og luftfilter under kølerhjelmen.

Derudover kan bagakslen løftes for et mere råt look, mens dørene kan åbnes og tagpanelet fjernes for bedre indblik i det detaljerede interiør med klassiske sæder, radio, funktionelt styretøj og midterkonsol med gearknop. En påtrykt Mustang-tekst på frontgrillen udgør det sidste touch sammen med GT-emblemer og et udvalg af nummerplader.

“Ford Mustang er en af de mest ikoniske, symbolske biler nogensinde – og det har været en sand fornøjelse at bringe muskelbilsfavoritten til live med LEGO-klodser, der kan tilpasses i en så detaljeret grad,” forklarer Jamie Berard, designchef hos LEGO Creator Expert.

Ford Mustangs LEGO Creator Expert-sæt fås i LEGOs egne butikker og på shop.LEGO.com/fordmustang fra 1. marts 2019.

Tags:

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev

Du kan tilmelde dig til den kategori der passer dig bedst.

Følg Ford på de sociale medier: